Til dig der ...
… står midt i noget svært i dit parforhold eller kærlighedsliv og har brug for et trygt rum at vende det i.
Måske gennemlever du en skilsmisse, er kommet ud af et forhold, eller oplever udfordringer i dit nuværende parforhold, som du ønsker at arbejde med.
Det kan være, du oplever, at de samme mønstre gentager sig, eller at det er svært at få sagt det, der virkelig betyder noget. Det kan også være, at du har brug for støtte og en samtale, hvor du ikke behøver at holde sammen på dig selv.
Individuel terapi kan være en vej til at forstå dine egne mønstre bedre, blive mere tryg ved dine følelser og opdage nye måder at være sammen med andre på.
Eksempler på, hvad vi kan arbejde med:
- At finde fodfæste igen efter et brud, hvad enten du er blevet forladt eller har valgt at gå – så du kan finde mere ro og glæde i din nye virkelighed.
- At kunne håndtere konflikter i dit parforhold på en måde, hvor du er tro mod dig selv og samtidig kan komme din partner i møde.
- At få et bedre samarbejde med din ex, også selvom I har helt forskellige meninger om, hvordan det samarbejde skal være, og det (heller) ikke er noget I kan tale om.
- At kunne mærke dine egne behov og give dig selv lov til at prioritere dem.
- At begynde at sætte ord på, hvordan du egentlig har det, og at række ud til mennesker omkring dig for at få støtte.
- At forstå, hvad der spænder ben for dig i dine relationer, så du kan skabe et kærlighedsliv med den tryghed og glæde, du ønsker dig.
”I terapien kommer vi ind til kernen af, hvad der er på spil i en situation … alt imens jeg er i gode, trygge hænder, der gør de “farlige” følelser knap så farlige. Nogle gange er det forløsende at blive spejlet i noget meget svært og sårbart, jeg ikke tidligere har følt mig mødt i, andre gange er det ved at blive realitetstestet på min opfattelse af virkeligheden.”
Ida
At finde fodfæste – i dig selv og i kærligheden
Vi mennesker er skabt til at være tæt forbundet med dem, vi elsker. Derfor gør det så ondt, når de relationer, der betyder mest, bliver svære.
Nogle gange lærer vi gennem livet at holde igen, blive stille, tage for meget ansvar eller gemme det, der gør ondt – for at undgå afvisning eller konflikt. Andre gange har vi lært at ty til forsvar eller vrede, når noget bliver svært. Det er menneskelige måder at beskytte sig på. Men det, der engang var nødvendigt, kan i dag stå i vejen for tryghed og tillid i relationer.
I terapien undersøger vi, hvilke strategier livet har lært dig at bruge. Og hvordan du kan begynde at erstatte dem med nye måder at reagere på, der giver mere ro og nærvær – i dig selv og i dine relationer.
Når du forstår, hvad der ligger bag dine reaktioner, kan du møde dig selv med mere forståelse og mindre fordømmelse – man kan sige, at der bliver mere plads indeni. Plads til at mærke, hvad du faktisk føler og længes efter.
Sådan begynder forandringen: ikke som et quick fix, men som et nyt perspektiv, der gør det lettere at handle ud fra din egen stemme. Ikke på automatpilot eller for at leve op til andres forventninger, men ud fra det, der betyder noget for dig. Når du møder verden på den måde, bliver det lettere for andre at se og elske den, du er.
Du behøver ikke stå alene med svære. Sammen kan vi starte hvor du er.